Thailand - onsdag den 08. marts 2006


Besøg i Phuket, Kata og Karon

Tilbage

Phuket by eller stranden. Valget var svært. Et par små skyer på himlen overtalte os til at tage den lokale bus til Phuket by. Vi var heldige. Så snart vi steg på den ventende bus, var der afgang. I roligt tempo gik det langs stranden og op over bjergene. En billig fornøjelse til 20 b. pr. person for ca. 45 min tur, hvor der var nok at se på undervejs.

Planen var at gå lidt rundt i Phuket by. Fra sidste gang havde vi erfaring for, at vi ville blive overfaldet af tuktuk chauffører, der ville give os en byrundtur på en time for 10 b. pr. mand. De var der også ? og de var ihærdige. De fulgte efter os til fods og i bil, men vi gav os ikke. Af det, de sagde til os, kunne vi forstå, at vi ikke var på vej mod centrum, men vi fik efterhånden pejlet os ind på retningen.

Det lykkedes at finde både den isenkræmmer, vi havde handlet hos sidste gang, vi var i Phuket og det lokale marked. Det sidste valgte vi dog hurtigt at forlade, da far havde set to rotter. Markedet var også meget mørkt og med mange tomme stande. Det var sikkert, fordi det var midt på dagen. Vi havde trasket rundt i byen en god times tid, da vi hoppede på den lokale bus til Kata og Karon. Pris 25 b.

I Kata blev det til et gensyn med vores hotel fra 2004. Og vi smuglede os ind på den danske kro til en hakket bøf og en ostemad. Jo jo, vi må erkende at vi ikke er et hak bedre end så mange andre danskere. Vi elsker fremmed mad men har også hang til dansk mad, når vi er i udlandet. Ved siden af os sad en ældre dansk mand med en ung thaipige. De skulle giftes i morgen, men han havde glemt hvornår de skulle være i kirken...

Med tuktuk tilbage til vores hotel i Patong. 300 b. Så det var noget dyrere end med de lokale busser. Efter en begivenhedsrig formiddag, var der tid til et kærkomment hvil på værelset og et friskende bad. 5 minutter efter badet var jeg lige så klam, som da jeg gik i bad. Whiskybeholdningen i vores double matured Laphroaig var allerede på 3. dagen svundet med ca. 2/3 tilbage, så der måtte rationering på.

Efter en god almen afslapning, havde mørket sænket sig og vi havde mod på en aftentur. Mor var på jagt efter en bluse på et stort turistmarked og med deres gode handelstalenter, fik hun købt 2. Jeg fandt samtidig en t-shirt, som sælgeren ville have 800 b. for. Jeg bød 550 og han slog til. Så vidste jeg, at jeg havde betalt for meget. Øv, jeg var endnu ikke kommet i ?handelsomdrejninger?.

Aftenens måltid blev på et belgisk steakhouse med en god bøf til farmand og kylling til mutter og det var ikke engang lørdag...

Jeg fik en tallerken med 5 små thairetter. Det smagte alt sammen forrygende. Vi lovede at komme igen i næste uge, selv om de kom til at servere Irish coffee til mor med limesukker i. fy føj!

Stopmætte vraltede vi hjem. Klokken var 23 og vi svedte stadig lystigt. En enkelt drink og to prutter. Så var det godnat.

1
2
3
4
5